
Om ungdomsklubben
Er du startet i 7. klasse og leder efter et fedt sted at hænge ud efter skole? Så er ungdomsklubben hos Fritidscenter Forbinderen noget for dig. Her møder du andre unge, engagerede voksne og et klubmiljø fyldt med fællesskab, oplevelser og mulighed for at være dig selv. Du kan gå i ungdomsklub helt op til du fylder 18 år.
To klubber - ét fællesskab
Forbinderen er lidt speciel. Vi har nemlig to steder, to huse - det der hedder to matrikler, som vores klubber kan være på:
- Bakken - som er åben onsdag, torsdag og søndag
- Forbinderen - som er åben mandag, tirsdag og fredag
Uanset hvilken dag du vælger, bliver du mødt at voksne, der kan lide at være her og være sammen med dig. Voksne der ved noget om unge og som interesserer sig for dig. Vi er et sted, hvor du kan udvikle dig i dit eget tempo.
Hvad kan du lave i ungdomsklubben?
Du kan lave mange forskellige ting i vores ungdomsklub. Du kan for eksempel:
- træne i vores fitnessrum med boksepuder, håndvægte og bænkpres
- game med vennerne i gamerrummet
- slappe af i biografen med sofaer, storskærm og snacks
- være kreativ, spille musik eller hænge ud i hyggelige omgivelser
- deltage i aktiviteter med bål, bold, cykling, recycling og meget mere
- lave mad sammen og være en del af fællesskabet
- komme med på fede ture til for eksempel svømmehallen, biografen eller vores årlige tur til Göteborg
"Kom som du er - blive en del af noget større."
Et sted med mening
I ungdomsklubben handler det om at skabe fællesskab, der føles ægte. Vi tror på, at du bedst trives når du:
- bliver taget alvorligt og får lov til at være dig selv
- bliver mødt med åbenhed, respekt og nysgerrighed
- får mulighed for både sjov og personlig udvikling
Vi har fokus på relationer, dannelse og trivsel og vi arbejder tæt sammen med dine forældre for, at vi sammen kan skabe de bedste rammer for, at du kan vokse, prøve dig selv af og møde gode voksne i din fritid.


















